Afskedsreception for Klaus Lønne Ingvartsen

Det var uden tvivl en mærkedag for Institut for Husdyrvidenskab, da nøglerne til institutlederkontoret blev overdraget til Charlotte Lauridsen, der fra 1. september er ny leder for instituttet. Klaus Lønne Ingvartsen har været leder for instituttet siden 2007, og har arbejdet i institutionen i godt 43 år.

Klaus Lønne Ingvartsen (tv) og dekan Eskild Holm Nielsen (Privatfoto)
Klaus Lønne Ingvartsen taler til de mange fremmødte til afskedsreceptionen i Foulum (Foto: Linda Søndergaard Sørensen)
Dekan Eskild Holm Nielsen takker for de mange års arbejde, og glæder sig til det næste kapitel i samarbejdet: arbejdet med at udvikle veterinæruddannelsen i Foulum. (Foto: Linda Søndergaard Sørensen)

Nøglerne til institutlederkontoret har siden 2007 tilhørt Klaus Lønne Ingvartsen, der i godt 43 år har beskæftiget sig med husdyrforskning som forsøgsteknikker, studerende, og forskningsleder. Han stod således i spidsen for Institut for Husdyrbiologi og –sundhed frem til etableringen af det, dengang, nye Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet i 2011.

De mange gæster kunne dog gemme deres ’farvel’ til en anden gang, for den populære skikkelse forbliver tilknyttet Aarhus Universitet som leder for arbejdet med at undersøge mulighederne for at etablere en ny veterinæruddannelse, der skal have base i Foulum.

Grin og tårer på samme tid

De sidste års fokus har bl.a. drejet sig om at bidrage til den grønne omstilling qua en mere bæredygtig plante- og husdyrproduktion. Under Klaus Lønnes ledelse har Institut for Husdyrvidenskab videreført en lang tradition for at udføre anerkendt og veldokumenteret forskning i en mere bæredygtig husdyrproduktion, der er internationalt anerkendt og taget i anvendelse i en række lande. Dette var da også et omdrejningspunkt i de ord, som dekan Eskild Holm Nielsen gav den afgående institutleder med på vejen videre:

”Kære Klaus: tak for dit store arbejde, og for de flotte resultater, du har været en ledende del i at levere for instituttet de sidste mange år efterhånden. Under din ledelse har instituttet etableret ny infrastruktur og opgraderet meget på udstyret, som har været en central del i at sikre den verdensklasseforskning, som instituttet præsterer.

Senest i dag, hvor der er indviet nye kvægforskningsfaciliteter her i Foulum. Man kan sige, at jeg græder med et øje og smiler med et andet, for dette er ikke farvel, men et velkommen til en ny funktion for dig, hvor du skal undersøge mulighederne for at etablere en ny veterinæruddannelse. Det er jeg glad for, du har sagt ja til,” sagde dekanen.

43 et halvt år, Niller…

Klaus Lønne Ingvartsen blev uddannet agronom i 1983 og fik sin ph.d. i 1992 fra Landbohøjskolen. I 1993 blev han seniorforsker, og i 1998 blev han udnævnt til forskningsleder, og i 2005 blev han souschef i det, der siden skiftede navn til Institut for Husdyrbiologi og -sundhed. I 2007 indtog han posten som institutleder, og stod dermed i spidsen for transitionen af instituttet til en del af Aarhus Universitet.

Som han selv bemærkede da han tog ordet, har han været en del af faget og instituttet i 43,5 år, da han faktisk allerede begyndte som teknikker i 1978. Det betyder, som han noterede sig under talen, at han har haft en forstander, tre direktører, fire dekaner og to rektorer i sin tid i Foulum.

I den senere tid har instituttet været en stærk og central faktor i den forskning, der har haft en ambition om at frembrage og implementere ny viden om klimaudledninger i den animalske produktion. Den viden har vist sig som et vigtigt dansk bidrag til at reducere klimaudledningerne på globalt plan. Den afgående institutleder kunne dog berolige sin arvtager, Charlotte Lauridsen, med, at der endnu er meget at gøre for fremtidens grønne omstilling:

”Der er sket meget forskningsmæssigt og med reorganiseringer og tilpasninger af bygningsmassen for at nævne et par områder. Men det er også utrolig vigtigt i forhold til den viden, vi fortsat skal bidrage med til samfundet, erhverv og industri. Behovet for ny viden for at sikre en grøn omstilling af landbruget og fødevareproduktionen er stor og presserende, som følge af de klimaudfordringer verden ser ind i. Der er brug for stor kreativitet, engagement og energi pa dette også fremadrettet.

Nu ser jeg frem til en spændende og udfordrende opgave vedrørende dyrlægeuddannelsen her i Foulum, så jeg forsvinder ikke helt. Jeg går bare på deltid. Tillykke til dig, Charlotte, med stillingen: jeg gerne ønske alle medarbejdere, dig og instituttet al mulig godt i fremtiden,” sagde den afgående institutleder.

Læs meget mere om den nye institutleder, Charlotte Lauridsen, i dette protræt, der er bragt tidligere.

En efterlønner tager over

Der var i øvrigt en stor talelyst til receptionen, hvor for eksempel ’efter-lønneren’, som Charlotte Lauridsen kaldte sig selv med et glimt i øjet, blandt andet fremhævede grundighed og trang til at skaffe sig overblikket ved at samle komplekse ting i store regneark, som gode karakteristika hos den afgående institutleder.

Formanden for Landbrug & Fødevarer Kvæg, Christian Lund, takkede for mange års samarbejde med fokus på forskning til gavn for kvægbruget. Centerleder for ICROFS Jakob Sehested, der tidligere var lektor i Institut for Husdyrvidenskab, takkede for en professionel håndtering af skiftet fra instituttet til ICROFS samt Klaus Lønnes indsats i ICROFS bestyrelse.

Seniorforsker og tillidsrepræsentant Steen Henrik Møller takkede for mange års samarbejde med stor troværdighed, og evne og vilje til i samspil at finde de rigtige løsninger. Professor Jan Tind Sørensen fremhævede Klaus Lønnes forskning med et H-index på 35 (WOS), og at Klaus Lønne er førsteforfatter på fem højtciterede artikler. Professor Just Jensen takkede ligeledes for mange års samarbejde i mange projekter og tog medansvar for at Klaus’ ansættelse, da det skete mens han var direktør for DJF.