Nat og Tech gør klar til genåbningens fase 2

Nat og Tech står nu over for en yderligere begrænset åbning af universitetet. Det er meget positivt, at vi igen kan åbne for undervisning og fysiske eksaminer. Men det er på alle måder en meget begrænset åbning.

14.05.2020 | Tina Fruelund

Dekan på Tech Eskild Holm Nielsen. Nat og Tech samarbejder tæt på uddannelsesområdet, og melder i fællesskab ud om genåbning af undervisning og eksamen i fase 2 til begge fakulteter.

Dekan på Tech Eskild Holm Nielsen. Nat og Tech samarbejder tæt på uddannelsesområdet, og melder i fællesskab ud om genåbning af undervisning og eksamen i fase 2 til begge fakulteter.

Kære medarbejdere

På Nat og Tech samarbejder vi tæt på uddannelsesområdet, og derfor er dette en fælles udmelding om genåbningen i fase 2 til begge fakulteter.

Nat og Tech står nu over for en yderligere begrænset åbning af universitetet. Det er meget positivt, at vi igen kan åbne for undervisning og fysiske eksaminer. Men det er på alle måder en meget begrænset åbning.

Den seneste uge, siden udmeldingen fra regeringen, har vi brugt på at planlægge denne fase 2-genåbning, og vi er nu klar til at åbne for undervisning og eksamen, der kræver fysisk fremmøde. Det er meget glædeligt, da det betyder, at vi får vi en bedre afvikling af eksamenerne på hele universitetet, end forventet.

På Nat og Tech vil følgende aktiviteter i prioriteret rækkefølge blive genåbnet i fase 2:

  • Mundtlige eksaminer
  • Speciale- og bachelorprojektforsvar
  • Kurser, der ikke kan gennemføres uden fysisk fremmøde
  • Resten af pladserne vil blive tildelt udvalgte ph.d.-studerende, der er afhængige af fysisk møde med vejleder, samt forskeruddannelsesaktiviteter

Alle mundtlige eksaminer vil således få mulighed for at blive rykket tilbage på campus. De enkelte kursusansvarlige bliver kontaktet direkte med det tilbud i god tid, så de studerende kan blive varslet om tilbagelægning af eksamen til fysisk form senest tre uger før deres eksamen, jfr. beslutning i universitetsledelsen. Hvis tilbuddet accepteres, gælder det at studerende, som ikke ønsker at deltage fysisk, fx fordi de selv eller deres familie er i risikogruppen, skal have mulighed for at blive eksamineret online. Ligeledes skal censor have mulighed for at medvirke online hvis hun/han ikke ønsker at komme på campus.

I forhold til speciale- og bachelorprojektforsvar samt ph.d.-studerende skal planlægningen af fysisk fremmøde ske på institutterne.  Alle institutledere vil senere i dag modtage en mail med instrukser herom.

Der vil i forbindelse med denne genåbning i fase 2 også åbnes for et antal tekniske medarbejdere, der skal sikre, at faciliteterne er i orden og at alle aktiviteter kan afvikles ifølge anvisningerne. Information herom vil ligeledes indgå i kommunikationen til institutlederne.

Vi glæder os over, at udvalgte studerende og medarbejdere nu kommer tilbage på campus, men der er stadig rigtig mange, som endnu må vente. Vi vil bede jer fortsat væbne jer med tålmodighed og fortsætte den dedikerede indsats, I lægger for dagen hjemmefra.

Læs mere om AU’s åbning i fase 2 i universitetsledelsens information til medarbejdere.

Med venlig hilsen

Eskild Holm Nielsen, dekan Tech
Kristian Pedersen, dekan Nat
Jes Madsen, prodekan for forskning (Nat og Tech)
Finn Borchsenius, prodekan for uddannelse (Nat og Tech)

Medarbejdere, Nyt fra ledelsen