ODIN inviterer forskere fra Technical Sciences til åben innovation med medicinalfirmaer

Aarhus Universitet og en række internationale lægemiddelproducenter går sammen i et banebrydende, åbent forskningssamarbejde, ODIN, som Novo Nordisk Fonden støtter med 54,5 mio. kr. Projektet inddrager forskere fra de tre fakulteter Tech, Nat og Health, og data og resultater fra samarbejdet stilles åbent og gratis til rådighed for omverden. Ambitionen er at udnytte den kollektive viden fra alle de forskere, der deltager i ODIN, og på sigt skabe innovation til gavn for patienter, industri og samfund.

Portrætfoto af Jens Vinge Nygaard
Jens Vinge Nygaard var med til at udvikle ODIN-konceptet. Foto: Lars Kruse, AU Foto
Portrætfoto af Marie Louise Conradsen
Marie Louise Conradsen har så småt indledt en turne til de tre fakulteters institutter for at ”rekruttere” forskere til samarbejdet. Foto: AU

ODIN står for Open Discovery Innovation Network, og her dækker ordet innovation både den måde, forskerne og virksomhederne skal samarbejde på, og resultaterne af deres samarbejde.

ODIN er et pilotprojekt, som i løbet af de næste tre år skal være et frirum, hvor de deltagende forskere og virksomheder kan samarbejde uden patentreglernes   begrænsende rammer.

Det kan de gøre ved at fokusere samarbejdet på de tidlige faser af udviklingen af nye lægemidler, herunder identifikation af biomarkører, og skabe fælles viden, som det ikke betaler sig at patentere, men som kan blive til byggesten i udviklingen af fremtidige lægemidler. Et andet fokus for samarbejdet vil være at forstå hvordan ny medicin virker på celleniveau.

Samarbejdet skal munde ud i en hurtigere og mere effektiv innovation af lægemidler på globalt plan ved at skabe et stærkt fundament af grundlæggende viden og værktøjer, som alle får adgang til – også virksomhedernes konkurrenter.

Alle er velkomne

 

Netværket består foreløbig af forskere fra Natural Sciences, Technical Sciences og Health samt ni industripartnere, bl.a. Novo Nordisk A/S, LEO Pharma A/S, H. Lundbeck A/S, Boehringer Ingelheim GmbH og Nordic Bioscience A/S. Men alle medicinal-virksomheder kan melde sig gratis til.

De 54,5 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden skal finansiere ODINs administration og universitetets del af forskningsprojekterne i tre år. Virksomhederne bidrager med f.eks. viden, teknologi, materialer (f.eks. screeningsbiblioteker), samt viden om automatisering med videre.

”ODIN giver vores forskere og virksomheder mulighed for at samarbejde om komplekse problemer, de måske ikke ville kunne klare på egen hånd. Platformen giver mulighed for at trække på mange hjerner fra forskellige discipliner og virksomheder – så vi hurtigere kan overføre kendte metoder fra et forskningsfelt på nye problemer i et andet, eller finde helt nye måder at undersøge ”gamle” udfordringer,” forklarer Marie Louise Conradsen, som er Head of Open Science på Nat-Tech fakulteterne og leder ODIN-projektet.

Forskerne er ansat på Aarhus Universitet, ikke ODIN, og deltager frivilligt ud fra deres faglige interesse. Helt fri leg i sandkassen bliver der dog ikke tale om. En fælles komite skal vurdere hvert enkelt projekt, inden den giver grønt lys og penge til det. Projekterne må f.eks. ikke kun gavne enkelt-virksomheder.

Marie Louise Conradsen er i færd med at oprette et sekretariat med tre medarbejdere, og har så småt indledt en turne til de tre fakulteters institutter for at fortælle forskere om mulighederne i ODIN.

Vinge klar til samarbejde

Lektor Jens Vinge Nygaard fra Institut for Ingeniørvidenskab ser store perspektiver i det åbne forskningssamarbejde i ODIN. Han henviser til erfaringerne fra AU’s første Open Science projekt, SPOMAN, hvor forskere og industrien samarbejdede i fuld åbenhed med fokus på nye smarte plastmaterialer.

”Open Science er klassisk Science i en version 2.0. Det er baseret på værdierne for god forskning og på peer review, men digitalisering spiller en afgørende rolle. Det handler ikke kun om at få vores videnskabelige publikation gjort offentligt tilgængelig. Det handler også om at få genbrugt de videnskabelige data bag publikationen i nye sammenhænge,” siger Jens Vinge Nygaard.

Han ser en afgørende styrke i, at ODIN projektet går på tværs af fakulteterne for Health, Natural Sciences og Technical Sciences, fordi individuelle forskere uafhængigt af deres organisatoriske tilknytning kan levere relevant viden til problemstillingerne i ODIN.

”Og vi vil gerne have den viden i spil. Jeg ved f.eks., at min egen forskning i at forstå de elastiske egenskaber af væv og celler kan have afgørende indflydelse på vores forståelse af hvordan medicin fordeles og virker. Jeg er overbevist om, at jeg i samarbejde med andre i stedet for alene kan opnå bedre indsigt og bidrage til at udvikle bedre nye metodologier,” tilføjer han.


Kontakt:

Marie Louise Conradsen,  Head of Open Science

Mail: mlco@au.dk

Telefon: 9350 8496