Campus 2.0 på Technical Sciences

Med overtagelsen af det tidligere kommunehospitalsområde, som nu hedder Universitetsbyen, har AU fået en unik mulighed for at samle og styrke en række uddannelses- og forskningsaktiviteter på den centrale campus i Aarhus. Derfor vedtog universitetets bestyrelse i 2018 en masterplan for universitetets fysiske udvikling i de kommende år, kaldet Campus 2.0. Læs mere om materplanen på https://www.au.dk/om/profil/nycampus

For Nat og Tech giver Campus 2.0.-planerne mulighed for at samle Aarhus-aktiviteterne på campus og Katrinebjerg og dermed fastholde og styrke det tætte samarbejde mellem de naturvidenskabelige og teknisk videnskabelige fagområder.

Herunder kan du få et overblik over hvad Campus 2.0 kommer til at betyde for Tech.


Mekanik og byggeri flytter fra Navitas til Katrinebjerg

Navitas søges fraflyttet, og ingeniøraktiviteterne inden for byggeri og mekanik flytter til Katrinebjerg, hvor aktiviteter inden for computerteknologi og elektroteknologi allerede er placeret. Med samlingen af ingeniøraktiviteter på Katrinebjerg ønsker AU at styrke og videreudvikle området. Planerne for den fysiske udvikling af Katrinebjerg skal ses i sammenhæng med og understøtte universitetets ingeniørsatsning og digitaliseringssatsning.

Bioteknologi og kemiteknologi flytter til Forskerparken

Ingeniørområderne inden for bioteknologi og kemiteknologi overtager Institut for Molekylærbiologi og Genetiks (MBG) nuværende bygninger i Forskerparken på Gustav Wieds Vej, og får dermed en placering i tæt integration og synergi med iNANO og Kemi og de øvrige ”våde” områder, hvilket giver mulighed for optimal udnyttelse af forskningsinfrastruktur og øvelseslaboratorier til undervisning.

Samling af digitaliseringsaktiviteter på Katrinebjerg

På Katrinebjerg vil Nat og Tech centrere en stor del af ingeniør- og digitaliseringssatsningen og vil sammen med Arts medvirke til at skabe et stærkt forsknings-, uddannelses- og udviklingsmiljø inden for datalogi, digitalisering, digital design, kommunikations- og informationsvidenskab og ingeniøraktiviteter inden for bygning og produktion, mekanik elektronik, stærkstrøm og IT.

Stærkt undervisningsmiljø i centrum

Tæt på ingeniøruddannelserne i forskerparken og de "grønne" uddannelsesaktiviteter i Universitetsparken skabes et stærkt undervisningsmiljø i Ny Munkegade, hvor der er nærhed til kantiner og andre studiefaciliteter. Der vil ske en udbygning af blandede læringsmiljøer. 

Aktiviteter flyttes fra Kalø, Silkeborg og Foulum til Universitetsparken

De lokaler som MGB forlader i Biokæden når de flytter til Universitetsbyen i 2022 vil blive overtaget af Techs biologiske fagligheder. Institut for Bioscience  flytter aktiviteterne fra Kalø og Silkeborg til Universitetsparken og Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning (QGG) flytter ind fra Foulum. Institut for Agroøkologi, Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab og Institut for Fødevarer flytter deres uddannelsesaktiviteter fra Katrinebjerg til Universitetsparken.
Det vil skabe et stærk "grønt" forsknings- og uddannelsesområde mellem Agroøkologi, Bioscience, QGG, Biologi og Geoscience. Placeringen centralt i Universitetsparken skaber grundlag for optimal synergi mellem uddannelserne, brug af fælles våde og tørre forsknings- og uddannelsesfaciliteter og mulighed for at opnå synergi og samarbejde på tværs af forskningsområderne.