APV 2025 er afsluttet – tak for din deltagelse

Mandag kom resultatet af årets APV. På Tech viser undersøgelsen, at tilfredsheden og engagementet er steget, og at arbejdsopgaverne opleves som meningsfulde. Samtidig er der behov for fortsat fokus på den gode arbejdspladskultur og balancen mellem opgaver og tid til rådighed.

Hvert tredje år tager AU temperaturen på medarbejdernes fysiske og psykiske arbejdsmiljø ved den fælles arbejdspladsvurdering (APV). I år har 1.626 kolleger på tværs af Tech besvaret undersøgelsen, hvilket giver en svarprocent på hele 82 procent.

”Vi har en flot svarprocent, og det viser, at medarbejderne går op i, at Tech skal være en god arbejdsplads. Det kræver en vedholdende indsats på alle dele af fakultetet at arbejde med arbejdsmiljø, og der er resultaterne i APV’en et vigtigt redskab,” siger dekan Eskild Holm Nielsen.

APV 2025 viser overordnet set et stærkt resultat for Aarhus Universitet med fremgang på flere vigtige parametre i forhold til APV 2022. Det fortæller Morten Dam Rasmussen, der er arbejdsmiljøleder for Tech:

”Samme billede ser vi på Tech, hvor tilfredshed og engagement er steget i forhold til seneste APV. Flere vil anbefale AU som arbejdsplads, og Tech scorer højt på, at arbejdsopgaverne er meningsfulde, at vi er tolerante, at omgangstonen er respektfuld, og at den daglige ledelse er tilstrækkelig tilgængelig,” siger han.

Samtidig viser APV’en, at der stadig er ting, som vi skal arbejde videre med på Tech, især når det kommer til arbejdsbyrde og stress:

”På Tech føler 25 procent, at der ikke balance mellem deres opgaver og den tid, som de har til rådighed. Samtidig er der 22 procent, som angiver, at de oplever stresssymptomer, og her er det senior VIP og ph.d.er, som holder for,” siger Morten Dam Rasmussen.

Ligesom Aarhus Universitet i det hele taget, har også Tech oplevet en stigning i andelen, der har været udsat for krænkende adfærd.

”Der er 191 personer, som har meldt om grov, stødende eller nedladende tale i løbet af de seneste 12 måneder. Det er helt uacceptabelt, og det skal der siges fra over for. Mange snakker med en kollega om det, og er det noget, der gentager sig, så bør flere gå til deres leder, så problemet kan blive løst. På Tech vil vi have et stort fokus på en åben debat om krænkende adfærd,” siger Morten Dam Rasmussen.

Eskild Holm Nielsen er enig:

”Man skal ikke være bange for at møde grov og nedladende tiltale eller sexisme på arbejde. Det er afgørende for at have et trygt arbejdsmiljø,” siger han.

Alle institutter og centre arbejder nu videre med deres besvarelser for både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø. Arbejdet munder ud i udfærdigelse af handleplaner for at fastholde de ting, vi gør godt, og forbedre arbejdsmiljøet, hvor vi har udfordringer.