Deltag i Green Minds Gather 2026
Hvordan kan Europa udvikle fødevare- og landbrugssystemer, der både er bæredygtige, resiliente og konkurrencedygtige? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for Green Minds Gather 2026, som finder sted den 28.–29. oktober i København. Yngre forskere inviteres til at bidrage med en poster.
Konferencen Green Minds Gather 2026 samler forskere på tværs af fagområder og universiteter med beslutningstagere, repræsentanter fra erhvervslivet og andre centrale aktører, der er med til at forme fremtidens fødevarer og landbrug.
Hvorfor deltage?
- Udvid dit netværk
Mød forskere fra Danmark og resten af Europa, udvid dit netværk på tværs af fagområder, og undersøg mulighederne for nye samarbejder. - Få ny indsigt og styrk din forsknings impact
Gå i dialog med beslutningstagere, myndigheder og repræsentanter fra erhvervslivet og få større forståelse for de politiske, regulatoriske og kommercielle forhold, der har betydning for, om forskningsresultater bliver omsat og anvendt i praksis. - Bliv klogere på de udfordringer, der former fremtidens fødevare- og landbrugssystemer
Deltag i forskerdrevne sessioner og diskussioner om nogle af de mest presserende spørgsmål i Europa: Hvordan forener vi bæredygtighed og konkurrenceevne? Hvordan håndterer vi et stigende pres på klima og vandressourcer? Hvordan kan regulering fremme innovation? Og hvordan får vi hurtigere ny viden og teknologi ud at virke i praksis?
Green Minds Gather arrangeres af START – Centre for Sustainable Agrifood Systems. Programmet sætter perspektiver fra forskning, politik og erhvervsliv i spil og byder blandt andet på oplægsholdere fra Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EFSA, Stockholm Resilience Centre og Food & Bio Cluster Denmark samt forskere fra de otte danske universiteter, der står bag START.
Læs mere og tilmeld dig konferencen
Yngre forskere har mulighed for at præsentere en poster
Ph.d.-studerende og postdocs i START-netværket kan søge om at præsentere en poster på konferencen (ph.d.-studerende vil blive prioriteret). De udvalgte ansøgere får dækket konferencedeltagelse, overnatning og trykning af deres poster.
Er du endnu ikke medlem? Tilmeld dig START-netværket her.
Send din ansøgning senest den 18. september til thyrsted@food.au.dk.