Fem af de nye AU Connect-bevillinger gik til Tech

I alt fem forskningsprojekter fra Tech blev tildelt midler, da Aarhus Universitets særlige pulje til forskere, der ønsker at udvikle eller udbygge samarbejdet med private og offentlige virksomheder, blev uddelt i december. Universitet forventer en ny ansøgningsrunde til puljen i løbet af 2025.

AU Connect. Det er navnet på den pulje af midler, der blev lanceret i efteråret, og som skal støtte forskere på Aarhus Universitet, der ønsker at indlede nye eller udvikle eksisterende samarbejder med offentlige og private virksomheder. I første ansøgningsrunde blev fem af Techs forskningsprojekter tildelt midler.

Blandt modtagerne er Lotte Bach Larsen fra Institut for Fødevarer. Hun har fået midler til et projekt, hvor hun vil skabe kontakt til og afsøge mulige samarbejdsprojekter med mindre virksomheder inden for fremstilling af kultiveret mælk og mikrobielt mælkeprotein i både Tyskland og Frankrig.

”AU Connect midlerne gør os i stand til at bruge lidt tid på at besøge forskellige aktører inden for cellebaseret mælk. Det er et område, der sker meget på nu, og bevillingen gør os i stand til at afsøge muligheder for både nationale og internationale samarbejder med henblik på etablering af nye projekter,” siger hun.

Udover de fem forskningsprojekter fra Tech har yderligere fem projekter fra Aarhus Universitet modtaget midler fra AU Connect. Hver bevilling beløber sig til ca. 150.000 kr.

Læs mere i nyheden Stor interesse for at søge midler til samarbejde via AU Connect: Fra cellebaseret mælk til videndeling blandt ingeniører.

Universitet forventer at udbyde en ny ansøgningsrunde i løbet af 2025. Du kan læse mere om puljen her.

Tech-projekter, der har modtaget midler fra AU Connect

  • Lotte Bach Larsen (FOOD) med projektet CellMilk: Kontakt og projektudvikling med start up-virksomheder inden for cellebaseret mælk
  • Jens Vinge Nyggard (BCE), Sweta Agarwala (ECE) og Charlotte Suetta (KU) med projektet Identifikation af dermatologiske effekter af neuromuskular elektrisk stimulering.
  • Steffen Petersen (CAE) med projektet Integration af LCA-beregninger i den tidlige (transformations-) designproces
  • Stig Skrivergaard (FOOD) med projektet Blue Harvest Connect
  • Valentina Beatini (CAE) med projektet Development of modular and adaptable masonry gridshell facades