Forskningsevalueringen på Tech er skudt i gang – sådan gør vi, og sådan skal vi bruge evalueringen
I løbet af de næste to år skal vi evaluere forskningen på Tech. Evalueringen kommer til at foregå i tre tempi og tager udgangspunkt i en snak om styrker og visioner i de enkelte forskningsmiljøer.
Der er fuld kraft fremad på forskningen på Tech, og mange løber stærkt – rigtig stærkt. I løbet af de næste to år får alle forskningsmiljøer imidlertid mulighed for at stoppe op og bruge tid på at tale om deres styrker og svagheder, hvor de er på vej hen, og om de er klædt godt nok på til rejsen. Det sker som led i den kommende forskningsevaluering – en bunden opgave for alle fakulteter på Aarhus Universitet.
”Forskningsevalueringen bliver en stor opgave, men på Tech har vi tilrettelagt evalueringen, så den giver mest mulig værdi til det enkelte forskningsmiljø og de enkelte institutter. Det betyder, at vi med evalueringen benytter lejligheden til at tale med hinanden, kigge fremad og måle på vores udviklingspotentiale. Det betyder også, at forskningsevalueringen ikke er en eksamen – hverken for den enkelte forsker eller for forskningsgruppen – men en proces, der skal give værdifulde input til fakultetets fremtid på alle niveauer,” siger Brian Vinter, der er prodekan for forskning på Tech.
De første fire institutter er så småt gået i gang
Til en start har ECOS, ENVS, FOOD og QGG modtaget det udarbejdede materiale, der skal ligge til grund for forskningsevalueringens første fase: Selvevalueringen i de enkelte forskningsmiljøer. Skabelonen er inspireret af principperne i Agreement on Reforming Research Assessment, som er et EU-initiativ, der har til formål at fremme en mere bred og inkluderende forskningsevaluering. Derfor består skabelonen heller ikke kun af de traditionelle kvantitative målemetoder, men fokuserer i høj grad også på mere kvalitative indikatorer på forskningens kvalitet, samarbejde og impact i samfundet.
”For mig som prodekan på Tech bliver forskningsevalueringen en vigtig brik i arbejdet med at sikre sammenhængskraften på tværs af fakultetet. Den skal f.eks. hjælpe os til at identificere nye områder, hvor vi kan sætte gang i interdisciplinære aktiviteter, så vi også fortsat kan kalde os det samarbejdende fakultet, siger Brian Vinter og fortsætter:
”Forskningsmiljøerne bliver også bedt om at vurdere, om de har den sammensætning, der gør dem i stand til at føre deres ambitioner ud i livet. Dermed bidrager forskningsevalueringen også til vores arbejde med at sikre en større diversitet på Tech, både hvad angår kultur, køn, faglighed og karriereniveau.”
Sådan foregår forskningsevalueringen
Forskningsevalueringen begynder i forskningsmiljøerne, der alle udarbejder en selvevaluering med udgangspunkt i en skabelon udviklet i samarbejde med fakultetsledelsen og Techs udvalg. Refleksioner fra selvevalueringerne samles derefter i en institutrapport. Hvert institut modtager undervejs en datapakke fra fakultetssekretariatet som støtte til arbejde.
Når institutrapporten er færdig, inviteres et panel af internationale topforskere – både yngre og mere erfarne og både fra akademia og fra industrien – til at gennemføre en ekstern evaluering på baggrund af et besøg og institutternes rapport.
Afslutningsvist mødes institutledelsen og dekanatet til drøftelse af evalueringens pejlemærker. Når alle institutter på Tech er evalueret, sender Tech en samlende rapport videre til universitetsledelsen, hvor den skal indgå i arbejdet med at udvikle AU's kommende strategi.
Institutternes evalueringsrapporter gøres tilgængelig for alle ansatte på institutterne.
Techs udvalg for forskningsevalueringen ser frem til det fortsatte arbejde, hvor vi bliver klogere på fakultetet, og hvordan vi kan understøtte den gode udvikling på Tech.
Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte:
Brian Vinter
Prodekan for forskning
M: vinter@au.dk
T: 28751421