Hvor går din AU-computer hen, når den går ned?

En ny aftale mellem Aarhus Universitet og virksomheden Danoffice IT skal sikre, at de omkring 2.000 computere, der hvert år udskiftes på AU, bliver genbrugt eller genanvendt. Alt, du skal gøre, er at aflevere dit gamle udstyr hos IT.

Din computer har stadig værdi, selvom den har draget sit sidste suk eller er blevet for gammel til at trække de nyeste programmer. Det er udgangspunktet for en ny aftale, som Aarhus Universitet netop har indgået med IT-virksomheden Danoffice IT. En aftale, der skal spare atmosfæren for CO2 og kloden for giftigt IT-affald.

”Med den nye aftale sikrer vi, at IT-udstyr – såsom computere, mobiltelefoner og servere – som vi ikke længere kan bruge på AU, kan gøre gavn andre steder,” fortæller Knud Møller, der er IT-supportchef ved Nat-Tech IT-Support.

Når Danoffice IT modtager det brugte IT-udstyr fra Aarhus Universitet, renser de det først for al data. Derefter tager de stilling til, om udstyret skal sælges, eller om det skal skilles ad i mindre dele og genanvendes. Det, der bliver solgt, ender f.eks. hos skoleelever eller på sprogcentre rundt omkring i Europa, som på den måde får adgang til billigt IT-udstyr.

Det, der skal genanvendes, bliver skilt ad hos Special Minds, der er en socialøkonomisk virksomhed, som hjælper unge og voksne med autismespektrumforstyrrelser ind på arbejdsmarkedet. Op mod 98 procent af en computer kan faktisk genanvendes.

”Vi kan kun opfordre til, at man får afleveret sin gamle computer, mobil eller tablet til os i IT i stedet for at have dem liggende i skuffen. På den måde sikrer vi, at udstyret får nyt liv, samtidig med at vi sparer miljøet for omkostningerne ved produktion af nyt udstyr,” siger Knud Møller.