Lille fald i antallet af kvote 2-ansøgere til uddannelserne på Tech

Technical Sciences har modtaget 500 førsteprioritetsansøgninger. Det er færre end sidste år. Fremgang ses blandt andet på de nye civilingeniørbacheloruddannelser i byggeri og mekanik, mens der er vigende søgning til blandt andet agrobiologi, bioteknologi samt kemi og fødevareteknologi.

Foto: Melissa Bach Yildirim - AU Foto
Foto: Melissa Bach Yildirim - AU Foto

Fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2 er netop udløbet.

500 ansøgere har søgt ind på en uddannelse ved fakultetet Technical Sciences som deres førsteprioritet – det er en tilbagegang på 8 pct. sammenlignet med 2020.

Heraf har 489 søgt ind på en ingeniøruddannelse og 11 har søgt ind på agrobiologi.

Aarhus Universitet har modtaget i alt 5987 kvote 2-ansøgninger (førsteprioritet). Det er en fremgang på 12 pct. sammenlignet med 2020.

Prodekan for fakultetet Technical Sciences, Finn Borchsenius, mener, det er for tidligt at sige noget om 2021-optaget på de tekniske uddannelser. Han ser frem til ansøgningsfristen for kvote 1.

”Vi kender endnu ikke det det endelige ansøgertal. Det ser vi først til sommer. Jeg håber, at flere får øje på de muligheder, som Techs uddannelser kan give dem, og det er klart min forventning, at det vil ske. De unge ved godt, at vi har hårdt brug for flere studerende på de tekniske uddannelser til at tackle de store udfordringer i samfundet, der vedrører for eksempel klima, digitalisering og sundhed,” siger han.


Lille tilbagegang på AU Engineering

I år har AU Engineering fået 489 førsteprioritets-ansøgninger. Det er 32 færre end sidste år.

Tilbagegangen på AU Engineering er mest markant på diplom-og civilingeniøruddannelserne inden for kemi- og bioteknologi. Fremgangen er størst på de uddannelser, der tilbyder vinterstart.

Derudover går de nye civilingeniørbacheloruddannelser i Byggeri og Mekanik frem.

Det samlede antal ansøgere til ingeniøruddannelse ved Aarhus Universitet bliver offentliggjort i juli, når fristen for ansøgning om optagelse via kvote 1 udløber den 5. juli kl. 12.

Sådan ser fordelingen af ansøgninger til Aarhus Universitets fem fakulteter ud:

Technical Sciences har modtaget 500 førsteprioritetsansøgninger. Det er færre end sidste år. Nogle uddannelser går tilbage, og nogle går frem. Fremgang ses blandt andet på de nye civilingeniørbacheloruddannelser i byggeri og mekanik, mens der er vigende søgning til blandt andet bioteknologi samt kemi og fødevareteknologi.

Natural Sciences har modtaget 400 førsteprioritetsansøgninger. Det er status quo. Fremgangen ses blandt andet på biologi, geoscience og molekylærbiologi, mens der er tilbagegang på matematik, økonomi, kemi og IT-uddannelserne.

Arts har fået 1.578 førsteprioritetsansøgninger. Det er flere end sidste år, og fremgangen ses blandt andet på antropologi, historie, cognitive science og flere af de sproglige uddannelser.

Aarhus BSS har fået i alt 2.171 førsteprioritetsansøgninger. Det er flere end sidste år, og fremgangen ses især på erhvervsøkonomi (HA), jura og psykologi.

Health har modtaget 1.338 førsteprioritetsansøgninger. Det er flere end sidste år, og fremgangen ses blandt andet på odontologi og folkesundhedsvidenskab.