Nytårshilsen fra dekanen

Kære alle

Om få dage begynder ferien, og i år er det endda en lang ferie for de fleste. Fridagene falder så heldigt, at mange kan holde fri i 14 dage uden at tømme feriekontoen. Jeg håber, det giver god tid til at slappe af og lade op, inden et nyt år banker på igen i januar.

I år har vi fejret Techs fem års fødselsdag som selvstændigt fakultet. Når jeg fortæller andre om Tech, nævner jeg tit, hvor hurtigt udviklingen er gået. Vi har taget meget store skridt på ganske få år og er vokset over hele linjen. Men jeg er også begyndt at sige, at væksten nok ikke kan blive ved i samme fart. 

Og bedst som jeg har sagt det, sker der alligevel noget nyt.

Udviklingen står aldrig stille, når vi arbejder med uddannelse, forskning, rådgivning og innovation inden for vigtige samfundsspørgsmål som natur og miljø, biodiversitet, landbrug, fødevarer, resiliens og ingeniørvidenskab. Der er brug for alle de dimittender og al den viden, vi byder ind med. Fakultetets samlede bidrag begynder med den indsats, hver enhed leverer hver dag.

Vi lever i en verden af forandringer. Det er ikke altid let. Men forandringer rummer også muligheden for, at der kan være noget nyt og bedre undervejs.

Kort efter nytår tager vi imod de første studerende på de nye erhvervskandidatuddannelser. Vi havde ikke ønsket os en kandidatreform, men så begyndte institutterne at arbejde med forandringerne. 

Fra de første skitser og de første samtaler med gode samarbejdspartnere i erhvervslivet tog det fart. Der er faktisk rigtig gode muligheder i at lave spændende og målrettede uddannelser i et endnu mere forpligtende samarbejde mellem universitetet og det erhvervsliv, vi uddanner til.

Erhvervskandidaten ligger rigtig godt i tråd med den tradition, vi har for erhvervsrettede uddannelser med de meget populære diplomingeniører. Og nu er erhvervskandidaten virkelighed. Vores uddannelser er godkendt og kommer godt i gang to år før det egentlige lovkrav. Tak for engagementet og velkommen til den første årgang af erhvervskandidatstuderende på Tech.

Jeg synes, at 2025 har vist mange gode eksempler på, at Tech rækker ud, og at vi gerne vil tage del i samfundsudviklingen.

Vi har taget ”de nye folkemøder” til os, så vi ikke kun deltager på Folkemødet på Bornholm, men også sætter præg på Naturmødet i Hirtshals, Klimafolkemødet i Middelfart, Food Festival i Aarhus og fra næste år også Madens Folkemøde i Nykøbing Falster.

De nye folkemøder emmer af kreativitet og opfindsomhed. For gæsterne er det et meget nært møde med universitetet, og vi skal sætte en ære i, at de går hjem med en god oplevelse og har indtryk af, at det er vigtigt, vi findes, og at vores viden bidrager til et bedre samfund.

I november var universitetet vært for den europæiske kongres Mission Soil Week som en del af det danske EU-formandskab. Det var spændende dage på højt, fagligt niveau og samtidig en stor blåstempling af universitetets jordbrugsforskning – og af den forskningsbaserede rådgivning, vi blandt andet har leveret til den særlige danske model med trepartsforhandlinger, som mange lande i Europa kigger på som inspiration for grøn omstilling.

De savner den model, vi indgår i på Tech, hvor vores forskning inden for natur, miljø, fødevarer og landbrug indgår som fælles afsæt, når myndigheder og organisationer med modstridende interesser skal finde vej til de bedste løsninger inden for eksempelvis klima og biodiversitet.

Tech fik også international anerkendelse, da EU-institutionen European Institute of Innovation and Technology udpegede vinderen af det kommende EIT Water Knowledge and Innovation Community, der skal fremme europæisk innovation i vandteknologi de kommende 15 år.

Valget faldt på Allwaters; et konsortium på tværs af 30 lande, hvor projektkontoret har været placeret på Tech. Det er det største europæiske innovationsprojekt, noget dansk universitet har koordineret og vundet. Nu er Allwaters gået fra planlægningsfasen til at være det officielle EIT Water.

EIT Water samler alle former for vand, uanset om det er miljøtilstanden i havene, drikkevand, spildevand, overfladevand, åer, vandløb og miljøfremmede stoffer. Derfor er det også et rigtig godt Tech-projekt, fordi vi kan finde så mange af vores fagligheder i det, uanset om vi kommer med en baggrund i miljø, landbrug eller ingeniørvidenskab.

EIT Water rammer plet i forhold til universitetets strategi for den næste femårs periode, som skruer op for samarbejdet med erhvervslivet om innovation. Det var ikke lykkedes os at vinde EIT Water, hvis ikke hele branchen af vandteknologiske virksomheder i Danmark havde bakket op. Nu bliver det et fælles mål at udvikle hele Europas innovation i vand og vandteknologi.

I begyndelsen af det nye år kommer ”Tech 2030”, som er fakultetets egen opfølgning på den overordnede AU-strategi. Tech-ansatte fra alle institutter og lokationer har præget indholdet i forskellige arbejdsgrupper. Det står klart, at Tech har en stor styrke i den faglige, geografiske og kulturelle forskellighed, vi hver især bringer med til det fælles bedste.

Derfor fremhæver fakultetsledelsen også denne diversitet i sin indledning til Tech 2030:

“Tech is a diverse faculty on many levels — in terms of its disciplines, locations, and the national and cultural backgrounds of its staff and students. At Tech, we don’t just welcome diversity; we recognise and value it as an essential driver of innovation and new breakthroughs in both research and education […] As the world faces profound geopolitical shifts and complex societal challenges, Tech’s disciplines are more relevant than ever. So is collaboration, which we embrace as a prerequisite for unlocking the kinds of interdisciplinary solutions that no single field of expertise can develop and deliver alone.”

Jeg glæder mig til at tage hul på 2026 sammen med alle på Tech og vores gode samarbejdspartnere. Til dage med fordybelse og til de travle dage fulde af forandring. Men først venter ferien. Tak for jeres indsats og engagement. Tak et godt 2025 og på gensyn i det nye år.

Eskild Holm Nielsen
Dekan