Sommerhilsen fra dekanen

Eskild Holm Nielsen ønsker god sommer
Eskild Holm Nielsen ønsker alle en god ferie

Kære alle

Vi har lige fejret Sankt Hans. Det er højsommer og højtryksvejr. De studerende har knoklet med deres eksamener, og rundt på universitetet er der flag, blomster, jordbær, bobler og glade familiemedlemmer ved dimissionerne. Vi er i de sidste dage, inden de fleste går på ferie og kan trække stikket og holde fri.

Stilheden de næste uger står i tydelig modsætning til resten af året, hvor Tech altid er præget af høj aktivitet i auditorier, laboratorier, kontorer, marker, stalde, drivhuse og ude i felten – og alle andre steder, hvor Tech-ansatte er i gang.

Vores forskningsområder fortsætter med at trække store summer hjem i ekstern finansiering. Jeg ser det som udtryk for, at vores forskning skaber værdi for samfundet og at fonde og virksomheder helt bogstaveligt sætter pris på det, vi laver. Det er et kæmpestort skulderklap til alle, at vi kan hente over en milliard kroner hjem i ekstern funding, og det gør det muligt for os at sætte meget større aftryk i samfundet, end vi kan med offentlige midler alene.

Vores uddannelser er lige nu meget påvirkede af kandidatreformen. I år betyder reformen, at vi udbyder færre bachelor-studiepladser på ingeniøruddannelserne end sidste år. Det er hårdt at se på, når arbejdsmarkedet samtidig efterspørger flere kandidater med en teknisk uddannelse. Ubalancen er måske ved at gå op for regeringen, der har skrevet 2000 ekstra uddannelsespladser inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik (STEM) ind i det nye regeringsgrundlag. Jeg vil følge fordelingen af disse nye pladser tæt og arbejde for AU’s interesser.

Samtidig bliver der også lagt mange kræfter i de nye uddannelser som erhvervskandidat, der fra denne sommer udbydes på alle ingeniøruddannelserne. Det er imponerende godt nået. 83 unge har søgt en erhvervskandidat, og 60 har uddannelsen som førsteprioritet. Institutternes medarbejdere arbejder lige nu benhårdt på at gøre den nye uddannelse kendt i erhvervslivet, så der også er uddannelsespladser nok til de kvalificerede ansøgere.

Politisk har jeg også bidt mærke i den nye regerings udmeldinger på de områder, hvor Tech leverer forskningsbaseret rådgivning. Regeringen har fokus på dyrevelfærd, miljø, natur og biodiversitet og lægger op til store forandringer i samfundet. Jeg håber, regeringen anerkender, at så store beslutninger skal hvile på et robust grundlag af viden, og at regeringen derfor vil medvirke til, at der bliver bygget en langtidsholdbar økonomi op om den forskningsbaserede rådgivning.

Jeg hæfter mig tit ved, at omverdenen har stor interesse for de forskningsområder, Tech er engageret i. Vi har lige oplevet det på Folkemødet på Bornholm, og lidt tidligere på sommeren deltog Tech i Naturmødet i Hirtshals med 3000-4000 gæster i AU-teltet, ud over at forskere fra AU også deltog i 32 debatter på Naturmødets hovedscener. Her i foråret har Tech stået som arrangør af et meget vellykket Matchpoints og af den verdensomspændende konference Arctic Summit Science Week, begge med positive tilbagemeldinger.

Det arktiske forskningsområde er et særkende for AU, og i år er ledelsen af den arktiske klynge (ARC) lagt i hænderne på Institut for Miljøvidenskab, så ledelsen af AU’s tværgående arktisforskning nu udgår fra Roskilde, hvor størstedelen af de arktiske ressourcer på AU er lokaliseret.

I Viborg fortsætter udbygningen af campus for at få plads til flere studerende og flere store forskningsfaciliteter inden for blandt andet energi. Vores forskningsfaciliteter i Auning og Flakkebjerg beviser gang på gang, at fødevareområdet er vigtigt for omstillingen af samfundet i en mere bæredygtig og resilient retning.

Sidste år løb vi en meget stor sejr hjem til Aarhus, da Tech var den samlende kraft i det internationale konsortium, der vandt udbuddet af det europæiske EIT Water-innovationsnetværk.

I år er EIT Water flyttet ind i egne lokaler i Universitetsbyen og bruger 2026 på at bygge deres egen organisation op, som forankres i det europæiske EIT-system. EIT Water får permanent hovedkontor i Aarhus.

Forløbet med EIT Water viste, at der både i forskningsmiljøerne på AU og i vores netværk af vandteknologiske virksomheder er appetit på at skabe endnu mere synergi ud af forskning, innovation og samarbejde om vand.

Derfor arbejder vi nu på, om vi kan samle forskningsmiljøer fra Tech og andre dele af AU i et fællesskab med offentlige og private aktører inden for vand om et tættere samarbejde fremover. Tech er engageret i at etablere et Vandets Hus på havnen i Aarhus, som blandt andet kan indeholde forsknings- og demonstrationsfaciliteter og være et fysisk samlingssted for innovation.

Det er for tidligt at spå om, hvordan denne indsats på vand ender. Aarhus har potentiale til at blive et internationalt kraftcenter for forskning og innovation i vand i bredeste forstand, og der er udfordringer nok, der kræver løsninger på tværs. Derfor regner jeg også med, at vand bliver et tema, I kommer til at høre mere om og engagere jer i hen over de kommende år.

Jeg tror, de fleste har bemærket, at innovation har fået en meget fremtrædende placering i den nye AU-strategi og i vores egen Tech 2030. Tidligere har vi sagt, at vi står for forskning, uddannelse og rådgivning. Nu er vi også innovation. AU har flere initiativer på vej, der skal mindske afstanden mellem den forskning, vi frembringer, og de konkrete produkter, erhvervslivet sender på markedet. Her op til sommerferien vil I se, at universitetet slår en række innovationsstillinger op, som skal tiltrække videnskabeligt personale eller diplomundervisere fra industrien, som netop skal styrke forbindelsen mellem universitet og omverden. Det venter jeg mig meget af. Innovationsdagsordenen passer godt til den tradition, vi har på Techs fagområder for at samarbejde med erhvervslivet om nye løsninger til grøn og digital omstilling af samfundet.

Så ja: der bliver nok at tage fat på, når vi mødes igen efter ferien. Jeg ser frem til at mødes til Tech Summerhangout i de smukke omgivelser ved Navitas den 14. august. Der er tradition for høj sol og godt humør.

Indtil da ønsker jeg alle en god ferie, og at I vil nyde sommeren uanset hvor I skal være og hvem I skal være sammen med.

Varme sommerhilsner fra

Eskild Holm Nielsen

Dekan