Studiestarten nærmer sig: Antallet af studerende på AU Viborg fordobles

Der bliver liv og glade dage på campus, når omkring 146 nye, forventningsfulde studerende onsdag den 19. august møder ind til tre dages studiestart på AU Viborg. Her kan du blive klogere på, hvad der venter de nye studerende de første dage på campus.

I år har omkring 146 nye studerende takket ja til en studieplads på AU Viborg. Det betyder, at antallet af studerende mere end fordobles, og det kommer selvfølgelig til at kunne mærkes på campus. Ikke mindst i slutningen af uge 34, hvor årets studiestart løber af stablen. 

”Vi glæder os over for tredje gang at kunne byde velkommen til vores nye studerende. Denne gang har vi valgt at tilbyde de maksimale antal pladser, vi har fået bevilliget. Vores nye studerende vil se, at vi stadigvæk arbejder på udvikling af campus AU Viborg – et arbejde, som varer ved nogle år endnu, og som vores studerende bliver inddraget i,” siger Charlotte Lauridsen, der er institutleder på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab.

I flere måneder har tutorer fra alle tre uddannelser haft travlt med planlægningen, hvilket har resulteret i et flot studiestartsprogram, hvor de nye studerende får rig mulighed for at lære både hinanden, campus og studiebyen Viborg at kende. 

Studiestarten begynder onsdag den 19. august, hvor de studerende møder ind til fælles velkomst i auditoriet i 8814 kl. 9. Herefter skal de hilse på hinanden, de uddannelsesansvarlige og dekanen, ligesom de får en rundvisning i undervisningslokalerne og de første praktiske informationer, der er gode at have styr på som studerende på Aarhus Universitet. Dagen slutter i Fredagsbaren med fælles aftensmad og bingo for dem, der måtte have lyst.

Torsdag er det institutledernes tur til at møde de nye studerende, der derefter får mulighed for at se mere af campus med besøg på bl.a. Foulumgård, Økoplatformen og bioraffinaderiet. Efter frokost skal de studerende til Viborg, hvor de bl.a. skal på O-løb i deres nye studieby.

”På alle tre uddannelser vil vi gerne, at vores studerende allerede i starten af studiet kommer tæt på dyr og planter, og at den teoretiske viden, de tilegner sig, bliver praksisnær. Så det har vi for øje allerede ved studiestarten,” siger Charlotte Lauridsen.

Fredag står igen i studiepraktikkens tegn, inden de studerende går i gang med at planlægge den fest, der runder studiestarten af med manér. Festen foregår i kantinen fra kl. 18.

Den almindelige undervisning begynder for alle tre årgange mandag den 24. august, hvor de nye undervisningslokaler i 8282 tages i brug.