Tech 2030: Resiliens, innovation og løsninger på fremtidens udfordringer

Strategi 2025 har bevist sit værd, og vi tager det, der virker, med os videre. Dekan Eskild Holm Nielsen fortæller om Tech 2030, hvor resiliens, innovation og det missionsorienterede bliver markante ledetråde.

Tiden er ved at rinde ud for Tech Strategi 2025, og arbejdet med at videreudvikle retningen for fakultetet er i fuld gang. Fakultetsledelsen er enige om, at vi også i de kommende år skal være kendte som det samarbejdende fakultet, der skaber impact og uddanner, rådgiver og forsker i løsninger på vor tids store udfordringer. For den ambition har vist sig ganske succesfuld.

”Vi er i den grad lykkedes med at opbygge vores fakultet på basis af dygtige institutter og et stærkt fagligt fundament inden for miljø, fødevarer, landbrug og ingeniørvidenskab. Det gode arbejde skal vi fortsætte frem mod 2030 – i respekt for, at der er godt gang i kedlerne rundt omkring, og at vi lige nu ser et behov for fokus på et robust og organisatorisk bæredygtigt fakultet efter flere år med markant vækst på tværs af de fleste af vores fagområder.”

Tech i en unik position

Både Draghi-rapporten og senest Ursula von der Leyen har peget på, at den europæiske konkurrenceevne skal styrkes i en tid, hvor de verdenspolitiske dynamikker forskubber sig. Og den erkendelse kommer til at tegne linjerne for Tech 2030.

”Vi har brug for at udbygge den europæiske suverænitet i lyset af den geopolitiske udvikling, men også opbygge resiliens og bæredygtige løsninger i forhold til de forskellige kriser inden for f.eks. klima, vand, energi, fødevarer og sundhed. Derfor er der et stort  behov for at skabe mere både inkrementel og radikal innovation , så vi får transformeret vores viden til nye løsninger, som i sidste ende gør os mere resiliente. Og her står Tech i en helt unik position i forhold til de kernefagligheder, vi bygger på,” siger Eskild Holm Nielsen og tilføjer:

”Jeg forventer, at universiteterne i langt højere grad kommer til at bidrage til løsningen af de store samfundsudfordringer bl.a. gennem den missionsdrevne forskning. På Tech har jeg set både evne og vilje til at arbejde missionsorienteret, når vores forskere arbejder benhårdt på at skabe en effekt ude i samfundet. Den evne skal vi udvikle endnu mere frem mod 2030.”

Inddragelse gennem fokusgrupper

AU’s nye 2030-strategi er netop blevet godkendt af bestyrelsen. Samtidig arbejder fire fokusgrupper med deltagelse fra alle Techs institutter, DCE og DCA for at komme med input til retningen for Tech i de kommende år.

”Fokusgrupperne repræsenterer bredden i vores fagligheder, og deres input er vigtige for den endelige retning forTech 2030. Gennem fokusgrupperne får vi et bredt fagligt spekter af  idéer med ind i arbejdet og sikrer, at vi får belyst og diskuteret, hvordan arbejdet med resiliens, innovation og det missionsorienterede kan bidrage til implementeringen af vores fire pejlemærker,” siger Eskild Holm Nielsen.

Udgangspunktet for fokusgruppernes arbejde er pejlemærkerne fra Techs nuværende strategi, som på den måde bringes med videre ind i fremtidens Tech:

”Vores pejlemærker har været de rigtige, og i takt med at vores hjemlige uddannelseslandskab og den geopolitiske situation har forandret sig, er de nærmest kun blevet vigtigere. F.eks. er det endnu vigtigere at møde vores studerende i øjenhøjde, så vi formår at fastholde dem, når konkurrencen om at tiltrække studerende øges som følge af diverse uddannelsesreformer,” siger Eskild Holm Nielsen og fortsætter:

”En god samarbejdskultur er et andet vigtigt  pejlemærke for Tech, og det er fortsat gennem samarbejde, at vi skal arbejde missionsorienteret og finde svar på de store samfundsudfordringer. Vores aktiviteter har betydet, at vi har høstet stor anerkendelse både nationalt og internationalt, og den position skal vi udvikle og fastholde. Vi skal sørge for hele tiden at være relevante for den fremtid, vi ser ind i.”