Traditioner på Tech: Nisserne løb julen ind i Foulum
Fredag den 1. december blev julen skudt i gang på AU Viborg med det traditionsrige nisseløb, der hvert år markerer optakten til årets julefrokoster på campus i Foulum. Mellem 40 og 50 medarbejdere deltog, og næste år er de nye studerende også inviteret med.
I snart tyve år har friske medarbejdere på AU Viborg hvert år fundet nissehuer og anden udklædning frem for at være med i det traditionsrige nisseløb rundt på campus. I år var ingen undtagelse, da mellem 40 og 50 kolleger stillede op til start foran hovedindgangen den 1. december.
”Til nisseløbet mødes vi på tværs af afdelinger, titler og nationaliteter. Vi har mange deltagere, der kommer år efter år, og traditionen er helt klart med til at gøre noget godt for fællesskabsfølelsen, fordi vi lærer hinanden bedre at kende. Og så glæder vi os til næste år, når vi kan invitere de nye studerende med”, siger Bo Vangsø Iversen, der er lektor på Institut for Agroøkologi og ansvarlig for årets nisseløb, der som altid var arrangeret af Personaleforeningen Foulum.
Til nisseløbet kunne man enten deltage på gåholdet eller løbeholdet. Løberuten var på 3,4 km og gik op forbi forsøgsgården Foulumgaard, mens vandreruten på 1,4 km gik rundt om inderkredsens røde bygninger. Der var traditionen tro priser og vandrepokaler til løberutens hurtigste nissepige og hurtigste nissedreng, ligesom den eftertragtede udklædningspræmie igen i år blev uddelt – i år i øvrigt til en meget fin snemand. Der blev også trukket lod om fine præmier, ligesom personaleforeningen stod for en forfriskning.
Da løbet var slut, og deltagerne havde opbygge en sund appetit, forsatte festlighederne med julefrokost på de enkelte institutter og centre, før alle ved aftenstid mødtes til fest i det store auditorie.