Opstart af veterinærmedicin i AU Viborg udskydes til 2024
Opstart af dyrlægeuddannelsen i AU Viborg rykkes fra 2023 til 2024. Det sker blandt andet efter, at der endelig er kommet en afklaring på økonomien, som betyder, at det varige driftstilskud først udmøntes fra 2024.
AU har de seneste måneder afventet at få en endelig afklaring i forhold til, hvordan økonomien omkring AU Viborg skal udmøntes. Det er nu faldet på plads, og det varige driftstilskud på 11. mio. kr. udmøntes først fra 2024.
Dette sammen med uafklarede forhold omkring lovgrundlaget for en ny model for den kliniske undervisning på veterinærmedicinuddannelsen samt kendte vanskeligheder med leverancesikkerhed i byggebranchen betyder, at opstarten udskydes til 2024.
”Det vigtigste for os er at sikre en høj kvalitet i den nye dyrlægeuddannelse og et godt studiemiljø fra første dag - og at alle rammerne for uddannelsen og for vores nye studerende er på plads, inden vi starter op. Nu har vi fået en endelig afklaring på økonomien, og eftersom driftstilskuddet først udmøntes fra 2024, har vi besluttet at udskyde opstarten, så vi har det økonomiske fundament i orden fra starten”, siger Finn Borchsenius, der er prodekan for uddannelse på Tech.
Han understreger desuden, at leverancevanskeligheder i byggebranchen på baggrund af krigen i Ukraine også er en medvirkende faktor:
”Vi står over for både renovering og ombygning i AU Viborg, og det er kendt at levering af forskellige byggematerialer er en stor udfordring lige nu. Vi arbejder benhårdt på udviklingen af AU Viborg – men der er desværre nogle udefra kommende faktorer, som vi ikke er herrer over”, siger han.
Ny model for klinisk undervisning
Når de kommende dyrlæger i dag undervises i kliniske metoder med dyr, så foregår det på de to universitetshospitaler, der befinder sig henholdsvis på Frederiksberg og i Taastrup. Aarhus Universitet planlægger ikke at opføre et universitetsdyrehospital, og derfor skal den kliniske undervisning i stedet finde sted i samarbejde med landets private dyrlægepraksisser – i en såkaldt distribueret model, fortæller Finn Borchsenius:
”Den model er ny, og af hensyn til vores studerende ønsker vi derfor at få det forvaltningsmæssige på plads inden opstart. Det er hensynet til vores kommende studerende, der vægter højest. Vi har en helt klar forventning om, at den distribuerede model bliver en del af lovgrundlaget, men vi ønsker, at det er formelt på plads, inden vi starter op. Og vi vurderer, at det kan være svært at nå inden en opstart i 2023”, understreger prodekanen for uddannelse, der bakkes op af Charlotte Lauridsen, som er institutleder på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab:
”Vi havde selvfølgelig glædet os til at starte op allerede i 2023, men de mest essentielle forhold skal være på plads inden opstart af en helt ny uddannelse. Vi skal sikre de bedst mulige rammer og forudsætninger for vores kommende studerende, og jeg tror på, at en udskydelse til 2024 er den helt rigtige løsning. Dermed får vi også mere tid til og bedre muligheder for rekruttering af nye medarbejdere til AU Viborg, og vi skaber samtidig optimale synergier mellem de tre uddannelsee ved at starte dem op på samme tid”, siger Charlotte Lauridsen.