Blikket udefra: Tech står et godt sted
Tech står et godt sted strategisk med vores fokus på at bidrage til grøn og digital omstilling af samfundet. Det var det overordnede budskab fra Techs advisory board, der i denne uge besøgte fakultetet.
Techs advisory board, hvis medlemmer kommer fra erhvervslivet og universitetsverdenen i ind- og udland, har til opgave at rådgive dekanatet om forskning, samarbejde, uddannelse og talentudvikling ud fra de eksterne perspektiver, de hver især kan bringe til bordet. Og det er værdifuldt for en organisation som Tech, lyder det fra dekan Eskild Holm Nielsen.
”Det er meget givende med et advisory board, der forholder sig til os på et strategisk niveau og måler os op på, hvad vores arbejde kan bruges til. Vi har en rigtig god blanding af danske og udenlandske medlemmer i boardet, som tilsammen er med til at styrke vores fokus på, hvad der er vigtigt for resten af samfundet både nationalt og internationalt.
Se medlemmerne af Techs Advisory Board
Det resiliente samfund og kandidatreformen var nogle af de temaer, som stod øverst på dagsordenen under advisory boardets besøg. Et besøg, der bl.a. bragte medlemmerne en tur forbi AU Viborg og nogle af de projekter inden for landbrug og klima, som forskerne arbejder med netop nu.
”Advisory boardet oplever, at vi står et rigtig godt sted strategisk med vores fokus på at bidrage til grøn og digital omstilling af samfundet. Det er en styrkeposition, som vi kan tage udgangspunkt i, i næsten alt hvad vi arbejder med. Derfor ser de også meget positivt på vores forskningsbaserede rådgivning, der er med til at styrke den politiske beslutningsproces,” siger Eskild Holm Nielsen.