De første undervisere har afprøvet Brightspace: ”Det har været en ganske let overgang”

Aarhus Universitet skifter fra Blackboard til Brightspace. De første undervisere fra Faculty of Technical Sciences har afprøvet learning management systemet i et pilotprojekt. Her fortæller to af underviserne om deres erfaringer, og du kan få tips til, hvordan du selv kommer bedst i gang med Brightspace.

Foto: Pexels
Foto: Pexels

I løbet af foråret har en række undervisere på Tech styret deres kurser via det nye learning management system (LMS) Brightspace, som erstatter Blackboard på Aarhus Universitet til august. De undervisere, som har haft adgang til det nye LMS via pilotprojektet, har gjort sig en række erfaringer.

Et forholdsvist nemt skift til Brightspace

Margrethe Therkelsen fra Institut for Fødevarer har deltaget i pilotprojektet og afprøvet Brightspace i sin undervisning i foråret.

”Det har været en ganske let overgang fra Blackboard til Brightspace, hvor vi har brugt samme setup af kurset. Både gæsteundervisere og studerende har kunnet navigere rundt på siden. Det har været let og intuitivt, så selv undervisere der ikke har været på kursus har kunne uploade filer, kommunikere med studerende osv. uden support, fortæller hun.

Hun påpeger, at systemskiftet alligevel kræver noget øvelse og tilvænning.

”Selve organiseringen af Brightspace er lidt anderledes, og det kræver selvfølgelig at du bliver fortrolig med det. Derudover er der mange funktioner, som jeg ikke har afprøvet, quizzer og diskussionsfora osv. Men generelt har det været et forholdsvist nemt skift,” siger hun.

Mulighed for at designe noget lækkert 

Samuel Alberg Thrysøe fra Institut for Elektro- og Computerteknologi har også deltaget i pilotprojektet. Han har i foråret brugt Brightspace til to forskellige kurser.

Han oplever ikke, at der er en væsentlig forskel på Blackboard og Brightspace.

”Jeg kan lave mit eget kursus-layout, på en anden måde end jeg kunne før. I Brightspace kan jeg få lov til i højere grad selv at designe og lavet noget lækkert, men rent funktionelt mærker jeg ikke den store forskel på Blackboard og Brightspace,” siger han.

Han fremhæver, at nogle ting indledningsvist kan virke komplekse i Brightspace, men at man som underviser kan blive hjulpet godt på vej ind i det nye system.

”Det kræver egentlig ikke så meget at komme i gang. Man kan sådan set bare kopiere sit gamle kursus over fra Blackboard. Det er en god ide lige at tjekke det igennem, for at sikre sig, at det hele er som det skal være, men man får en rigtig god start på den måde. Et godt råd vil være, at man kigger på introduktionsmaterialet, som ligger derude. Der er gode videoer til en masse af de ting, som kunne ske at drille lidt, ” siger han.

Kurser hjælper dig godt i gang

Finn Borchsenius, prodekan for uddannelse, opfordrer de undervisere, som nu skal i gang med at lære Brightspace at kende, til at benytte sig af de ressourcer, som findes hos AU’s fælles universitetspædagogiske center, Center for Educational Development (CED).

”Jeg ved, at systemskiftet kræver en ekstra indsats af underviserne. Center for Educational Development står klar med god hjælp undervejs, så overgangen til Brightspace kan blive så god som muligt for alle. Det håber jeg, at mange vil benytte sig af, ” siger han.

Du og dine kollegaer kan deltage i online workshops tilrettelagt specifik for ansatte på Nat og Tech, der skal anvende Brightspace til undervisning. Der vil løbende blive udbudt flere workshops efter behov. Hvis I er en større gruppe undervisere f.eks. fra samme institut, som gerne vil på workshop sammen, kan I kontakte Morten Seberg Herløw Sørensen (moseb@au.dk).

Allerede nu er Brightspace tilgængelig for alle undervisere, og du kan logge ind og afprøve funktionerne i dit eget sandbox-kursus.

I løbet af maj/juni vil alle undervisere få adgang til de kurser, de skal undervise i til efteråret. Derefter kan du som underviser begynde arbejdet med at sætte kurserne op i Brightspace. Her står CED klar med hjælp og vejledning og yder support gennem hele overgangsperioden. 

Du kan orientere dig om Brightspace på http://medarbejdere.au.dk/brightspace. Her kan du finde information, nyheder og muligheder for kontakt til support. Du kan også finde links til en række introduktionsvideoer med vejledninger og gode råd. Inden længe kan du desuden finde et online introduktionsforløb, som du kan tage hvor og hvornår det passer dig.

Har du brug for hjælp, eller har du kommentarer til den nye platform, kan du kontakte CED’s Brightspace-support og få svar på dine spørgsmål.