Dyrlægestuderende fra AU Viborg bød kronprinsen velkommen til Royal Run
Anden pinsedag løb Royal Run af stablen i fem byer over hele landet. I Viborg spillede AU en ganske særlig rolle, da dyrlægestuderende Josephine Møller Sørensen var vært for Kronprins Christian.

Solen skinnede, flagene vejede og blæsten havde godt fat i det store egetræ ved Domkirken i Viborg, da dyrlægestuderende på AU Viborg, Josephine Møller Sørensen, tog imod Kronprins Christian til Royal Run. Kort efter stillede de to til start i løbet, der i år havde 17.497 tilmeldte i Viborg og 97.786 på landsplan.

Godt over målstregen var den dyrlægestuderende klar til at gøre status på en dag lidt ud over det sædvanlige.
“Det har været en helt fantastisk dag, en stor oplevelse og megafedt at mærke hele stemningen her. Det har virkelig været en god dag,“ sagde Josephine Møller Sørensen og fortsatte:
”Nu har jeg egentlig læseferie, jeg skal til eksamen i overmorgen, så jeg skal hjem og læse. Men det har været megafedt at få et lille afbræk og så komme herud og give den gas med alle andre, der har været i topform til det her.”

Står bag løbeklub på studenterhuset
En af grundene til, at Josephine Møller Sørensen blev inviteret til at være vært for kronprinsen ved Royal Run, er, at hun har taget initiativ til en løbeklub i Viborgs studenterhus Vesterbro 10. Her mødes op mod 20 studerende hver anden uge for at løbe sammen og derefter hygge med kaffe og kage.
Med i løbeklubben er også Olivia Berg, der læser Dyrevidenskab på AU Viborg. Også hun havde en god oplevelse til Royal Run:
”Det var megahyggeligt, og jeg elsker, at folk bare vil det her så meget. Der er alle grupper, der er små, der er store, jeg løb sammen med en, der måske var fire år gammel, og to minutter efter så jeg en på firs eller sådan noget, det er bare så fedt. Og folk er megaglade på turen”, sagde hun.
AU Viborg og de studerende var også til stede i det fælles fredagsbarområde for videregående uddannelser ved Banebyen. Her blev der slappet af, hygget og heppet på løberne.
