Mangler du funding til et nyt Health-Tech-projekt?

Der er penge at søge lige nu, hvis du har en god idé til tekniske løsninger, der kan være med til at håndtere sundhedsudfordringer og højne patientbehandlingen. Fakulteterne Health og Tech har nemlig etableret en ny innovationspulje målrettet tværfakultære samarbejder.

Gennem det nyoprettede forskningsnetværk Health-Tech Network stiller de to fakulteter en ny pulje penge – ”Collaborative Health-Tech Call” – til rådighed for forskere, som har gode idéer til samarbejdsprojekter, der kan føre til nye sundhedsteknologiske løsninger. 

Det er et open call, og du kan søge op til 200.000 kr. pr. forskningsprojekt, så længe det går på tværs af begge fakulteter.

Ansøgningsfristen er d. 22. februar 2026.

”Vi vil gerne tilskynde interdisciplinære samarbejder – gerne med innovationssigte mellem fakulteterne og mellem kliniske og grundvidenskabelige forskere, ingeniører og virksomheder. Når vi blander vores forskellige fagligheder, kan det føre til nye landvindinger inden for sundhedsteknologi, som både gavner sundhedsvidenskaben og styrker patientbehandlingen,” siger dekan på Health Anne-Mette Hvas og fortsætter:

”Derfor har vi oprettet en helt ny netværkspulje, som forhåbentlig kan være den økonomiske hjælpemotor, der skal til for at omsætte idéer til forskningssamarbejder.”

På Tech glæder Mikael Bergholz Knudsen, der er institutleder på Institut for Elektro- og Computerteknologi, sig over de mange muligheder, der byder sig med den nye innovationspulje: 

“Sammen med Health giver vi med den nye pulje vores forskere de bedste forudsætninger for at udforske nye samarbejdsmuligheder på tværs af vores to fakulteter. Jeg er overbevist om, at de kommende fælles projekter vil bidrage til udviklingen af nye innovative sundhedsteknologiske løsninger, og jeg ser frem til at følge arbejdet.

Ansøg “Collaborative Health-Tech Call” og læs mere om kriterierne via onlineformularen på Healths hjemmeside.

På ansøgningsformularen kan du samtidig melde dig ind i Health-Tech-netværket.  

Kontakt

Netværkskoordinator Anja P. Einholm
Aarhus Universitet, Administrationscenter Health – fakultetssekretariatet
Telefon: 93 50 84 08
Mail: ape@au.dk

Det skal du vide

  • Alle ansøgere skal være medlem af det nye forskningsnetværk Health-Tech Network
  • Hovedansøgeren skal være ansat på Health eller Technical Sciences.
  • Projektet skal være et samarbejde mellem forskere fra de to fakulteter.
  • Netværket bevilger mellem 100.000 kr. og 200.000 kr. pr. projekt.
  • Projektet skal være færdigt og pengene brugt inden udgangen af 2026.
  • Der er ansøgningsfrist søndag d. 22. februar 2026
  • Søg innovationsfunding og læs mere via formularen på Healths medarbejderside.
  • Fakultetsledelserne på Health og Tech er repræsenteret i netværket ved institutlederne Siri Beier Jensen og Mikael Bergholz Knudsen.