Rekrutteringsvideo kom i kassen mellem køer, grise og heste

Onsdag den 20. september stod dele af AU Viborg på den anden ende, da laboratorieudstyr stod opstillet i forsøgsmarkerne ved Foulumgård, og grisene kunne løbe nysgerrigt omkring mellem labtops, stole og skoleborde på økoplatformen. Årsagen var selvfølgelig, at AU's eksterne bureau, Envision, optog rekrutteringsvideoen til den kommende kampagne målrettet potentielle studerende.

Foto: Lene Josiasen

I uge 43 går det løs. Der skyder vi nemlig gang i den rekrutteringskampagne, der skal tiltrække studerende til vores tre nye uddannelser i Veterinærmedicin, Plante- og fødevarevidenskab og Dyrevidenskab. I onsdags besøgte en række filmfolk derfor AU Viborg for at få de rigtige billeder i kassen. Men før lyset blev sat og det omfattende script omsat til billeder lå et kæmpe koordineringsarbejde, hvor rigtig mange mennesker fra AU Viborg har været inddraget.

”Det har simpelthen været så dejligt at opleve, hvordan alle på AU Viborg har været klar til at give en hånd med, så vi kunne komme i mål med både rekvisitter, modeller og lokationer. Det viser jo bare, at når vi løfter i flok, så bliver rigtig meget muligt. Stor tak til alle, der har afsat tid og ressourcer til at muliggøre en helt fantastisk og succesfuld optagedag, siger Mathilde Andersen, der er uddannelsesrådgiver i fakultetssekretariatet og projektleder på rekrutteringsindsatsen.

Rekrutteringsvideoen får premiere i uge 43 og bliver et bærende element i rekrutteringskampagnen, der kommer til at køre på web og de sociale medier.

Husk, at der er online snigpremiere på den nye video onsdag den 11. oktober kl. 12. Har du endnu ikke fået en invitation, kan du kontakte din sekretariatsleder.