Spot på AU Viborg-visionen: Fælles retning for Danmarks grønne campus
AU Viborg har sin helt egen vision, der sætter en overordnet retning for udviklingen af campus i de kommende år. Visionen bygger på input fra institutter og fagmiljøer og skal være med til at positionere et samlet AU Viborg som et internationalt fyrtårn inden for bæredygtig forskning, uddannelse og innovation.
Internationalt anerkendt forskning, praksisnære og relevante uddannelser, unikke testfaciliteter, samfundskritisk rådgivning og en masse gode kræfter, der arbejder sammen for at nå skridtet videre i den grønne omstilling. AU Viborg er mange ting, og visionerne for, hvordan campus skal udvikle sig i fremtiden, er store. Alt det kan man blive klogere på i den samlende vision for AU Viborg, der netop nu er i gang med at blive distribueret ud til institutter og centre.
”AU Viborg rummer et helt unikt potentiale, og netop derfor er det afgørende med en samlet vision, der kan koble tingene sammen og gøre potentialet tydeligt – både for de medarbejdere og studerende, der er her hver dag, for alle vores samarbejdspartnere og for dem, der endnu ikke kender AU Viborg,” siger Louise Møller Haase, der er prodekan for uddannelse på Tech.
Visionen, der er baseret på institutternes allerede eksisterende strategier og visioner, skal være med til at skabe en tydelig fælles retning, som gør det lettere at udvikle campus og styrke mulighederne for tværgående projekter, samarbejder og ekstern finansiering både nationalt og internationalt.
”Når vi siger, at vi er Danmarks grønne campus og et center for den grønne omstilling i Danmark, og når vi skal markere og positionere os som sådan, så er det vigtigt, at vi samler kræfterne. Samtidig har vi jo også et stort potentiale, når vi ser uden for landets grænser, hvor vi allerede har placeret os på EU-landkortet med en række store projekter” siger Charlotte Lauridsen, der er institutleder på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab.
Visionen skitserer otte kerneområder, der tilsammen danner rammen for udviklingen i de kommende år. Blandt kerneområderne findes selvfølgelig uddannelse, forskning og innovation, men også ting som erhvervssamarbejde og Living Labs (brugerdrevne test- og læringsmiljøer) har fået fremtrædende pladser i visionen.
”Noget af det særlige, vi kan på AU Viborg, er, at vi er tæt på virkeligheden. Det er vi, fordi vi har fået skabt et stort integreret laboratorie, der rummer både marker, dyr, forskning og uddannelse. Samtidig arbejder vi tæt sammen med virksomheder, erhverv og myndigheder, og det giver os nogle helt særlige muligheder for at bidrage til samfundsforandringer,” siger Jørgen E. Olesen, institutleder på Institut for Agroøkologi.
Derudover peger Louise Møller Haase også på tværfagligheden som en stor styrke ved AU Viborg som udgangspunkt for at bidrage med løsningerne til den grønne omstilling:
”På vores campus AU Viborg udvikler vi ny viden, som kan bringes i anvendelse i praksis og være med til at implementere innovative løsninger. Her er styrken vores tværdisciplinære samarbejde inden for jordbrugsfaglige, dyre- og veterinærfaglige og ingeniørfaglige områder, som også understøtter beslutningstagere og myndigheder. Så skabelsen af AU Viborg som uddannelsesplatform fremmer den større mission: at bidrage med forskningsbaseret viden til den grønne omstilling.”