START byder nyt hub-samarbejde velkommen
START – Centre for Sustainable Agrifood Systems – starter det nye år ud med oprettelsen af en ny research hub. Hubben skal danne rammer for forskningssamarbejde om genetisk tilpasning indenfor dyre- og planteavl.
Forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Aalborg Universitet har i regi af START netop oprettet en ny research hub, der skal sætte skub i den bæredygtige omstilling af landbrugs- og fødevaresystemer med fokus på genetisk tilpasning indenfor dyr og planter. Den nye hub har fået navnet Genetic Adaptation for Future Agrifood Systems under Planetary Boundaries.
”I kernen af fremtidens agrifood-systemer findes en række biologiske organismer, hvis egenskaber er defineret af deres genetik. Den nye hub vil forbedre de fremtidige systemer ved at beskæftige sig med genetisk tilpasning,” siger Mogens Sandø Lund, centerleder hos Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning ved Aarhus Universitet.
Hubben vil blive præsenteret på det kommende START årsmøde, der afholdes på Copenhagen Business School i København den 19. – 20. marts.
Hvad er en research Hub?
START er et unikt samarbejde mellem de otte danske universiteter og fungerer som en samarbejdsplatform for forskere inden for den grønne omstilling af vores landbrugs- og fødevaresystemer. START gennemfører aktiviteter med henblik på at styrke det tværfaglige forskningssamarbejde inden for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora med det formål at accelerere den grønne omstillinge.
Under START hører nu ti research hubs, alle med forskellige relevante temaer. De tilknyttede forskere har i hver hub et åbent forum for drøftelser og samarbejde om fremtidige muligheder i overgangen til mere bæredygtige landbrugs- og fødevaresystemer.