Tech har afgivet høringssvar til de nye busruter på AU Viborg

Fra den 8. til den 21. januar var Midttrafiks nye køreplaner i høring og herunder busruterne til og fra AU Viborg. Tech har indgivet et høringssvar, der opfordrer til at sikre tilgængelige og veltilrettelagte forbindelser til og fra AU Viborg.

Den 30. juni træder Midttrafiks nye køreplaner i kraft. Knap to måneder senere møder op mod 90 nye studerende for første gang ind på AU Viborg, hvilket endnu engang understreger behovet for at sikre gode busforbindelser til og fra Danmarks grønne campus. Derfor har Tech indgivet et høringssvar til Midttrafik i forbindelse med høringen af de nye køreplaner på vegne af særligt de kommende studerende.

”Det er afgørende, at både vores kommende studerende og medarbejdere oplever, at det er let at komme til og fra AU Viborg. Derfor har vi f.eks. efterspurgt flere afgange med rute 750 midt på dagen og et ekstra stop ved hovedindgangen for busrute 62. Vi er spændt på, hvad Midttrafik, Region Midtjylland og Viborg Kommune ender med at beslutte, men da vi generelt oplever stor lydhørhed og en høj grad af samarbejdsvillighed i forhold til opbygningen af vores nye uddannelser og det tilhørende studiemiljø, er jeg meget fortrøstningsfuld,” siger Finn Borchsenius, Techs prodekan for uddannelse.

Fra AU Viborgs side har vi tilrettelagt undervisningen for de kommende studerende, så den så vidt muligt kan passe med busserne til og fra AU Viborg. Undervisningen tilrettelægges inden for blokke med en morgenblok fra ca. kl. 8-11.30 og en eftermiddagsblok fra ca. 12.30 til 16.

Høringsperioden på de kommende busplaner sluttede 21. januar. Midttrafik forventer, at de endelige køreplaner bliver offentliggjort på midttrafik.dk i maj måned.