Techs strategi i praksis: AU-virksomhed har udviklet et intelligent styringssystem til biologiske processer

I 2020 udarbejdede medarbejdere i fokusgruppen for Entreprenørskab input til den fælles strategi for fakultetet. Ambitionen er, at Technical Sciences bliver et førende, forskningsbaseret ‘entreprenant fakultet'. Mange nye virksomheder er allerede vokset frem af fakultetet, for eksempel biotek-virksomheden Consibio.

Åbner i større version
Consibio hedder virksomheden, og Monesco hedder produktet. Tre ingeniørstuderende har udviklet en teknologi, der kan gøre biologisk produktion meget mere effektiv. De vil ekspandere i Danmark, Europa og resten af verden, mens de læser videre til civilingeniører. På billedet ses fra venstre: Johan Thomsen, Emil Jakobsen og Søren Kjær. (Foto: Lars Kruse)

Consibio er et tydeligt eksempel på den strategi og ambition for entreprenørskab, som fakultetet skal følge fremadrettet.

Virksomheden har udviklet et intelligent styringssystem til biologiske processer, kaldet Monesco. Det kan overvåge mikroorganismer og regulere deres vækstbetingelser, så de altid er optimale. Samtidig er det simpelt at tage i brug og billigt at anskaffe. De tre grundlæggere, Johan Thomsen, Emil Jakobsen og Søren Kjær, stiftede Consibio i 2017, mens de uddannede sig til ingeniører. Siden har de arbejdet med at modne teknologien til deres produkt med henblik på kommercialisering i Orbitlab inkubatormiljøet og er nu en del af Incuba. Consibio vil i første omgang henvende sig til fødevare- og produktionsvirksomheder samt forsknings- og uddannelsesinstitutioner med deres produkt. De har allerede oplevet en stor interesse fra industrien, og har planer om at vokse yderligere ikke blot i Danmark, men også i udlandet.

Læs mere om Consibio og deres entreprenørskabsrejse her.

Stine Slotsbo fra Institut for Bioscience er en del af fokusgruppen, som har arbejdet med Techs strategi for entreprenørskab. Hun ser Consibio som et godt eksempel på den værdi i samfundet, som fakultetet skal bidrage med gennem uddannelsen af stærke og entreprenante kandidater.

Hun peger desuden på en anden vigtig pointe i strategien.

”Entreprenørskab på Tech, det dækker også mere end at lave en spinout-virksomhed. Det dækker også over det at dele viden med erhvervslivet, og det at lave samarbejder med virksomheder. Vi skal sørge for at vores forskning og viden kommer ud i virksomhederne, og også på den måde bliver til gavn for samfundet,” siger Stine Slotsbo.

Fakultetet skal bidrage til samfundets vækst ved at uddanne kandidater, der kan imødekomme efterspørgslen fra fremtidens arbejdsmarked og tør kaste sig ud i at skabe start-ups og spinouts. Derfor skal vi være stærke på entreprenørskab og styrke koblingen mellem forskning og virksomheder.

Fokusgruppens ambition er, at Technical Sciences bliver et førende, forskningsbaseret ‘entreprenant fakultet'. Vi har gode forudsætninger for dette baseret på vores inkluderende kultur og samarbejdende indstilling. Entreprenørskab, intraprenørskab, innovation, spinouts og start-ups samt samarbejde og videndeling med virksomheder er derfor alle elementer, som fakultetet bør arbejde med.

Læs hvidbogen om entreprenørskab her.