To nye sekretariatsledere på AU Viborg

Den ene kommer fra SEGES, den anden kommer fra egne rækker. Anivet og Agro har fået nye sekretariatsledere, der glæder sig til at løfte opgaven på et helt særligt sted.

Den første september havde Ida Thoft Jensen første arbejdsdag som sekretariatsleder på Institut for Agroøkologi. I oktober kunne Charlotte Kahlen Steffensen så følge trop, da hun begyndte som sekretariatsleder på Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab.

Ida Thoft Jensen kommer fra en stilling som strategisk rådgiver ved SEGES Innovation og er dermed et nyt ansigt på AU Viborg. Hun glæder sig især til at kaste sig over ledelsesgerningen:

”Min store motivation er selve det at arbejde med ledelse og at få lov til at være noget godt og udviklende for andre mennesker. Samtidig bliver jeg i høj grad motiveret af visionen om at være med til at gøre verden til et grønnere  sted med den forskning og udvikling, vi skaber her på instituttet,” siger Ida Thoft Jensen, der har fået et rigtig godt indtryk af AU Viborg:

”Det er inspirerende at være omkring så dygtige mennesker på så uformel en måde. Her er høje ambitioner om forskningsmæssigt at bidrage markant til den grønne omstilling , og samtidig er tonen letforståelig og nede på jorden. Det giver ro i maven i forhold til den opgave, jeg er ansat til. Og så summer her af liv med de unge mennesker på gangene, det kan jeg godt lide.”

Charlotte Kahlen Steffensen startede på AU Viborg i 2008 som ph.d.-partner i den daværende ph.d.-skole SAFE, senere blev stillingen flyttet til Aarhus til ph.d.-skolen GSTS. I 2019 søgte hun tilbage til AU Viborg til institutsekretariatet på Anivet, og i 2022 blev hun teamkoordinator og derefter konstitueret sekretariatsleder.

”For mig ligger det spændende i arbejdet som sekretariatsleder i planlægning og koordinering og i at få ting til at lykkes. Samtidig er det vigtigt for mig at gøre en forskel i arbejdet med mennesker. For selvom det ”bare” er et arbejde, vi har, så må vi gerne have det godt, mens vi udfører det,” siger Charlotte Kahlen Steffensen og fortsætter:

”Jeg har altid været glad for at arbejde på AU og især her i Foulum, hvor jeg hele tiden har fået mulighed for at udvikle og dygtiggøre mig i mit job. AU Viborg er et lille sted, vi kender hinanden, alle er nede på jorden, og vi har et godt sammenhold. Og så er det spændende med de nye studerende og alt det, der sker på instituttet lige nu. Det er superinspirerende og fedt at være en del af.”