Arbejdet med at udstikke en ny strategisk retning for Tech frem mod 2030 er i fuld gang. På denne side kan du blive klogere på processen frem mod Tech 2030, der kommer til at tegne fakultetet i de kommende år.
Siden fakultetets opstart i januar 2020 har vi gennemgået en betydelig udvikling. Vi har nu fire succesfulde ingeniørinstitutter, mængden af eksterne forskningsmidler er steget med 35 % siden 2020, og vi er lykkedes med at etablere AU Viborg som en platform for uddannelse, forskning og samarbejde – blot for at nævne nogle få eksempler.
Tech står på mange års værdifuld erfaring med at levere uddannelse, forskning og rådgivning af højeste kvalitet. Efter skabelsen af Tech-fakultetet har vi løbende fået et skarpere strategisk fokus. Tiden siden 2020 har i vid udstrækning været et kulturprojekt, hvor vi bl.a. har italesat behovet for mere samarbejde og for at møde de studerende i øjenhøjde.
Nu er tiden inde til at konsolidere organisationen og sikre fortsat relevans og samfundsmæssig gennemslagskraft. Det sker med Tech 2030, der udstikker den strategiske kurs for fakultetet i de kommende år.
Helt konkret viderefører vi ambitionen og strategiske pejlemærker fra Tech 2025 til Tech 2030, samtidig med at vi introducerer tre nye ledende principper: Robusthed, innovation og missionsorientering. Fire tematiske fokusgrupper med repræsentanter fra institutter og centre har været involveret i arbejdet med at videreudvikle de fire pejlemærker, så de afspejler den virkelighed, vi står i som fakultet i 2025.
På denne side kan du følge arbejdet med at udvikle den nye Tech 2030. God fornøjelse.
13.06.25: Tech 2030: Resiliens, innovation og løsninger på fremtidens udfordringer
22.04.25: Strategi 2030: Seks udvalgte fokusområder giver særligt strategisk løft af AU
13.03.25: Arbejdet med Tech 2030 er i gang